Fra forordet:
Jeg begyndte at male akvarel, fordi jeg havde brug for noget, jeg kunne fordybe mig i.
Noget uden deadlines, alt for fastlagte principper og forventninger. Akvarellen gav mig det – og den lærte mig noget vigtigt: Du behøver ikke være “god” for at begynde.
Du skal være nysgerrig. Resten kommer med hånden, papiret og tiden.
I denne bog inviterer jeg dig ind i akvarellen. Vi starter med at se som en maler og opdager, hvordan lys, former og rytmer bliver til enkle beslutninger på papiret.
Vi øver de grundlæggende teknikker – vådt-i-vådt, vådt-på-tørt, lag-på-lag, tørpensel og negativt maleri – og bruger dem på himmel, træer, vand og stier. Undervejs maler vi i byen, hvor horisontlinjen, skygger og beskæring skaber retning og stemning.
Jeg viser også min proces fra idé til sidste strøg – og hvorfor fejl og frihed ofte er vejen til levende billeder. Til sidst får du ti korte øvelser, du kan gentage igen og igen, når tiden er knap, eller modet skal varmes op.
Bogen er skrevet til dig, der er nysgerrig på akvarelteknik, og som vil have en venlig, konkret genvej ind i akvarellen. Tag penslen. Giv slip. Mal. (Og stop gerne lidt før du tror, du er færdig.)
___serialized4.jpg?etag=W%2F%221b4d9-690a499e%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&ignoreAspectRatio&resize=437%2B200&quality=85)
